Skilsmisse er de voksnes afgørelse. Børnene har ikke indflydelse på afgørelsen om skilsmisse – de bliver ikke spurgt.
Hvis børnene havde medindflydelse, ville børn i langt de fleste tilfælde forhindre en skilsmisse.
Det er ofte ubærligt for et barn, at forældrene skilles, det er en stor sorg for barnet.
Splittelsen af familien gør ondt helt inde i barnets sjæl og børn føler sig fortabte.
De kan have følgende oplevelser med risiko for mentale sår i sjælen som:
- I de såkaldte gode skilsmisser kan forældrene samtale og de samarbejder – det er de bedste skilsmisse-situationer for børn. I disse skilsmissesituationer oplever børnene ikke de store loyalitetskonflikter og de har en næstbedste tryghed.
- Der er skilsmisser, hvor børn oplever en forælder, der græder hver gang, de tager afsked. Eller fortæller børnene, at de kommer til at savne børnene så forfærdeligt meget, når de ikke er sammen med børnene – det giver børn med bekymringer og skyldfølelse.
- Andre skilsmisser er meget konfliktfyldte, forældrene skændes og tiltaler hinanden med skældsord – det giver børn loyalitetskrise, skyldfølelse, frygt og mistillid.
- De værste skilsmisser er dem, hvor den ene part nægter at udlevere børnene til den anden part – børnene kommer til at lide af sorg og angst for at blive forladt.
Jeg nævner disse situationer velvidende, at der kan være grelle tilfælde, hvor det kan være nødvendigt ikke at udlevere børnene – her er samtale med barnet SÅ vigtigt.
Børn fra skilsmisser har tunge følelser at bære på. Følelser, som de ikke fortæller forældrene om, fordi børnene ikke ønsker at skabe konflikter – eller ikke vil være til besvær.
Så kan vi spørge os selv, til besvær? Jamen, vi vil jo gerne hjælpe.
Men skilsmissebørn fortæller ikke til forældrene, blandt andet fordi de:
- Er dybt ulykkelige og bærer på en stor sorg – de vil allerhelst have begge forældre omkring sig hver dag
- De savner familielivet med mor og far
- De bærer på en tung ansvarsfølelse overfor forældrene, fordi de synes ikke, at forældrene tager deres forældreansvar
- Er udfordret på loyalitetsfølelsen
- Er utrygge – de er bange for, hvad der ellers kan ske af frygtelige ting i deres liv
- Har mistet tilliden – for når de ikke kan stole på familielivet, hvad kan de så stole på?
- Føler sig svigtet – deres oplevelse er, at en af forældrene forlader dem
- Har skyldfølelse – uanset hvad de gør, så formår de ikke at holde sammen på familien
- Går med et evigt ønske om, at forældrene finder sammen igen
- Føler sig afvist
Dette er udpluk af de forskellige problemstillinger, som skilsmissebørn oplever. Problemstillinger, der nemt kan få stor indflydelse på barnets liv og som forstyrrer barnet i sin skole. Det er følelser, der nemt kan forstyrre indlæring og socialisering.
Hvad kan du så gøre som skilsmisseforældre?
Samtaler, samtaler, samtal med barnet…
Italesæt situationen – dit barn kan ikke selv sætte ord på. Italesæt, at du er klar over
- hvor hårdt det er, at mor og far ikke lever sammen mere
- at du er klar over, at dit barns højeste ønske er, at i forældre stadig var sammen
- at du er klar over, at dit barn ville gøre ALT for, at i kunne blive en familie igen – men at barnet skal vide, det er helt uden indflydelse. Det er kun jer forældre, der kan afgøre det.
- at børnene kan være rigtig kede af det helt inde i hjertet
- at børnene savner familielivet rigtig meget
- at det må være hårdt at skal lægge sig til at sove om aftenen, uden at kunne sige godnat til den anden forælder
- at det må være hårdt og ulykkeligt at se kammerater være sammen med deres forældre
- at det kan være forfærdeligt, at familien ikke er sammen mere
Tydeliggør for barnet… fortæl barnet om, at
- det ikke har nogen form for skyld i situationen
- i begge forældre elsker jeres barn – hver dag, eller så ofte som muligt
- barnet gør dig glad
- barnet er helt specielt godt barn
- du tror på barnet
- du er stolt over dit barn
- du ved, dit barn kan – støt dit barn i at holde modet
- du er glad for dit barn og hvorfor du er glad for dit barn
Børn vil så gerne tage ansvar for forældre, når de vurderer, at forældrene ikke er i stand til at tage ansvar for børnene.
Støt dine børn ved at vise børnene, at du er en ansvarlig forælder.
Det kan svære svært, når du selv er udfordret i en skilsmisse situation. Du er måske dybt ulykkelig og føler dig handlingslammet.
Gør noget godt for dit barn og for dig selv – søg hjælp. Søg hjælp i dit netværk / barnets institution eller søg professionel hjælp.